Wegovy (semaglutid)
Da vi er et lægehus, som ikke tilbyder kosmetisk behandling, så kan vi kun tilbyde behandling med Wegovy, såfremt overvægten har en sundhedsmæssig konsekvens vurderet af speciallæge samt kriterierne er opfyldt, se nedenfor.
Alle andre med ønske om vægttab betragtes som et kosmetisk problem, og hører ikke til i et lægehus. Her kan tages kontakt til Wegovy-klinikker, som varetager vægttab for personer, der hører til denne gruppe.
Hvad er Wegovy, og hvordan virker det?
Wegovy er et lægemiddel til injektion, udviklet til behandling af overvægt hos udvalgte patienter. Stoffet påvirker hjernens appetitcenter og hjælper med at:
- Nedsætte sult og madtrang
- Øge mæthedsfornemmelse
- Mindske lysten til fødevarer med højt fedtindhold
- Øge kontrollen over madindtag og energiindtag
Pris og tilskud
Wegovy er ikke omfattet af offentligt tilskud, og prisen ligger derfor omkring 2.000 kr. pr. måned for den enkelte patient.
Hvem er i målgruppen?
Wegovy er aldrig førstevalg, men kan anvendes som supplement til livsstilsændringer, når vægttab vurderes at kunne forbedre helbredet.
Behandlingen kan overvejes ved:
- BMI ≥ 30
- BMI 27–30 med én eller flere vægtrelaterede sygdomme, f.eks. prædiabetes, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, kolesterol, søvnapnø eller hjertekarsygdom.
Hvor godt virker det?
Kliniske studier viser markante vægttab, når Wegovy kombineres med:
- Kaloriereduceret kost (ca. 500 kcal underskud dagligt)
- Minimum 150 minutters motion om ugen
Effekten varierer fra person til person afhængigt af arv, udgangsvægt og livsstil.
Hvor længe virker det?
Behandlingen evalueres efter 3 måneder og fortsættes kun, hvis der er opnået mindst 5% vægttab.
Herefter vurderes effekten hver 3.-4. måned.
De fleste tager på igen, når behandlingen afsluttes – derfor er livsstilsændringer afgørende.
Bivirkninger
De hyppigste bivirkninger er fra mave-tarm-kanalen og kan føre til stop af behandlingen:
- Kvalme
- Mavesmerter
- Diaré eller forstoppelse
- Opkast
Derudover kan patienter med diabetes opleve lavt blodsukker og forværring af øjensygdom.
Hvem må ikke få Wegovy?
Wegovy anbefales ikke til:
- Personer med allergi over for indholdsstoffer
- Type 1-diabetes
- Svært hjertesvigt, alvorlig nyre- eller leversygdom
- Ældre over 75 år
- Patienter med inflammatorisk tarmsygdom
Det må heller ikke kombineres med andre vægttabsmedicin.
Forløb hos Åkirkeby Lægehus
Behandlingen varetages af vores sygeplejerske i samarbejde med læge. Forløbet starter med livsstilsændringer og individuel planlægning.
Før opstart
- Samtale med sygeplejerske om kost og motion
- Kortlægning af sygdomme og tidligere vægttabsforsøg
- 3 måneders livsstilsændring: min. 150 minutters motion om ugen og kostomlægning
- Medbring billeder af alt indtaget mad og drikke (undtagen vand, kaffe, te) i 2 dage
Behandlingsforløb
- Første samtale: Planlægning af livsstilsændringer
- Månedlig kontrolvejning og samtale
- Efter 3 måneder: Vurdering af evt. opstart med Wegovy efter lægefaglig vurdering
- Fortsat månedlig opfølgning det første år
- Effektevaluering efter 3 måneder på Wegovy – behandling fortsættes kun ved dokumenteret vægttab
- Fra år 2: Kontrol og samtale hver 3. måned
- Behandlingsstop efter 2 år
Behandlingen afsluttes tidligere, hvis vægttabet stagnerer, eller hvis kontrolaftaler ikke overholdes.